Opdatering tirsdag 23.februar 2021 kl. 16:15
Der er gået længere tid siden den sidste opdatering og status – men sandt at sige, så har der været uhyggeligt stille på rejsefronten – og vi spejder stadig efter lyspunkter i horisonten!! Håbet er, at vi får den vaccine udrullet så hurtigt som muligt, og når det sker, er vi her stadig med et stort udbud af rejseoplevelser – det lover jeg. Faktisk har vi allerede nu mange fristelser på vores hjemmeside, både sommer og efterår, til syden og ikke mindst Danmark samt naboer.
Vi har tilbagebetalt alle vores annullerede rejser til de gæster, der har og havde krav på dette – vi er glade for at have rent bord her.
Du kan også trygt bestille din nye rejse hos green2green. Du er beskyttet af Pakkerejseloven, og skulle det gå helt gal for os, så dækker den danske Rejsegarantifonden dine indbetalinger til os.
Ved en ny rejsebestilling følger vi vores normale rejsebetingelser – depositum, restbetaling og annulleringsbetingelser. MEN hvis dit rejsemål 14 dage før afrejsen er “malet” orange eller rød af Udenrigsministeriet (UM), vil rejsen blive aflyst og vi vil tilbagebetale det fulde indbetalte beløb.
Rejser i Danmark og til udlandet, uden restriktioner (gul eller rød mm), gennemføres efter planen.
Vi fatter alle mod, igen igen, og søger efter lyset – plus vaccinen!!
Peter Grinsted
Opdatering mandag 10.august 2020 kl. 13:45
Vi følger fortsat med spænding hver torsdag de nye meldinger fra Udenrigsministeriet – hvor må vi nu rejse til eller ikke rejse til!
Sidste torsdag gik hele Spanien fra gult til orange, fordi ministeriet tilsyneladende ikke “gad” at opdele landet i regioner, hvilket andre lande gør. Det rammer, foreløbigt, alle vores rejser til Andalucien, Alicante/Murcia, Costa Brava mv.
Det er en uholdbar situation for alle vores forventningsfulde gæster og os selv. Og det stiller spørgsmålstegn ved annulleringsmulighederne.
Vi følger altid pakkerejseloven og Udenrigsministeriets rejsevejledninger! Hvis rejser frarådes, annullerer vi rejserne og refunderer hele rejsens pris.
Med de nuværende omskiftelige rejsebetingelser gælder, at vi annullerer ikke rejser tidligere end 14 dage før afrejsedagen. Vælger en gæst selv at annullere tidligere end de 14 dage er vores normale annulleringsbetingelser gældende.
Fortsat god “hedebølge”… dejligt!
Peter Grinsted
Opdatering tirsdag 21.juli 2020 kl. 13:30
Alle rejser i perioderne 1,2,3 og 4 – med udrejsedag fra 14.marts til og med 31.august 2020 – er tilbagebetalt til de af vores mange gæster, der har ønsket dette! Det er vi glade for. Vi kan nu komme videre, med god samvittighed!
Statsministeren har jo, næsten, overtaget hele styringen af turistbranchen, og det er med spænding, at vi hver torsdag følger med i nye meldinger fra Udenrigsministeriet – hvor må vi nu rejse til eller ikke rejse til! Vi venter lige nu på grønt lys – eller gult lys! – til Portugal, Tyrkiet og flere andre destinationer uden for EU, herunder Thailand, Vietnam, Dubai og Mauritius.
Det gør jo hele styringen til lidt af en slinger vals. Vi kører dog ufortrødent på og planlægger opstart af vores flyvninger til Sevilla – fra Billund og Aalborg – fra 29.september 2020. Der er også 2 flyvninger i november til Murcia i Spanien. Salget af Long-Stay pakkerne til januar 2021 går i øvrigt strygende!
Vi har stadig hjemsendte medarbejdere med statens lønkompensation, og en telefontid fra 10:00 til 14:00 alle hverdage.
MEN – vi er klar til at fortælle om, og sælge, solskins golfrejser, matchture, golfskoler med meget mere. Ring blot!
God fortsat ¨dansk¨ sommer! Den er nu heller ikke værst!
Peter Grinsted
Opdatering torsdag 4.juni 2020 kl. 13:30
PUHA det er hårdt…….
Nu blev rejsebranchen lukket helt ned! Og nok med fatale konsekvenser for mange!
Vi har tilbagebetalt alle vores gæster i periode 1, periode 2 og periode 3 – det er rejser med udrejsedag fra 14.marts til og med 31.maj 2020. Især marts og april er vores højsæson og tilbagebetalingerne var “dyre”, men vi lever.
Periode 4 er rejser med udrejsedag fra 1.juni til og med 31.august 2020. Dette er ikke vores højsæson og heldigt for os! Tilbagebetalingen af disse rejser begynder meget snart – hvis ikke man ønsker at lade beløbet stå til en spændende rejse i efteråret!
Fra på mandag kigger vi igen fremad! Der kommer nye rejser, og priser, fra 1.september, især i Europa. De populære LongStay pakker til januar/februar 2021 er også på vej. Verden er ikke opgivet….!
God Grundlovsdag og endnu en “officiel” lang weekend!
Peter Grinsted
Opdatering tirsdag 19.maj 2020 kl. 12:30
SAGAEN ER IKKE SLUT……
Folketinget vedtog efter grundige forhandlinger nye betingelser for hjælpen til rejsebranchen. Og der er klare forbedringer!
Der diskuteres dog nu igen “vouchers”, hvor gæsterne skal være med til at finansiere et rejsebureaus drift. EU vil ikke, Folketinget vil måske, rejsebureauer vil gerne! green2green vil ikke!
Vi har tilbagebetalt alle gæster for annullerede rejser i periode 1 med udrejse fra 14.marts til og med 13.april 2020.
På mandag har vi tilbagebetalt alle gæster for annullerede rejser i periode 2 med udrejse fra 14.april til og med 10.maj 2020.
Derefter kigger vi på annullerede rejser i periode 3 med udrejse fra 11.maj til og med 31.maj 2020.
Periode 4 er rejser med udrejse fra 1.juni og derefter. Lige her og nu gælder vores normale betalings- og afbestillingsbetingelser.
Et stort dansk rejsebureau, der ikke har tilbagebetalt sine gæster endnu, har kaldt de “mindre” rejsebureauers foretagne tilbagebetalinger for “småpenge”! Vi tilbagebetaler ca. 25% af vores årsomsætning – det er store penge og ikke “småpenge”!
Fortsat god dag – og rejselyst!!
Peter Grinsted
Opdatering onsdag 6.maj 2020 kl. 20:00
SAGAEN FORTSÆTTER…..
Vi har nu tilbagebetalt alle vores gæster for annullerede rejser i periode 1 med udrejse fra 14.marts til og med 13.april 2020. Det lån vi kan få gennem Rejsegarantifonden, som støtte for vores store udbetaling, er fastlagt ved lov og bliver næppe lavet om. Så langt så godt!
Vi er også klar til at udbetale vores gæster for de annullerede rejser med udrejse fra 14.april til og med 10.maj 2020 – MEN – det er her sagaen fortsætter. Betingelserne for vores støtte for denne periode 2 er nu på vej igennem Folketinget. Loven skulle have været gennem 2. og 3. behandling i morgen torsdag den 7.maj. På grund af flere møder, mange meninger og ændringsforslag skal loven revideres og efter planen vedtages i slutningen af næste uge. Der er så mange “balloner i luften” at en tilbagebetaling nu, fra os, kunne gå hen at blive et likviditetsmæssigt-selvmål. Det er ikke klogt, da vi også gerne skal være her til efteråret og næste forår. Så vi afventer resultatet og lovens vedtagelse. Går alt nu efter den nye tidstabel, så begynder vi tilbagebetalingen fredag den 15.maj 2020.
Periode 3 er rejser med udrejse fra 11.maj 2020 og derefter. Lige her og nu gælder vores normale betalingsbetingelser fortsat – men – inden weekenden er omme kender vi nok de kommende betingelser for en lukket verden og herunder også sommerens rejser. Så ruller sagaen igen igennem Folketinget med nye bekendtgørelser og lovvedtagelse.
God aften – Peter Grinsted
Opdatering onsdag 22.april 2020 kl. 20:30
ERHVERVSMINISTER SIMON KOLLERUP GØR OS TIL GRIN!
Ved lov nr. 326 af 31.marts 2020 vedtog folketinget at udvide Rejsegarantifondens beføjelser til at at dække hjælpepakken “Styrkelse af
Rejsegarantifonden”. Hjælpepakken tilførte fonden 1,5 milliarder, der skulle bruges som lån – ikke tilskud, ikke kompensation – til rejsebranchen.
Tirsdag den 7.april 2020 kl. 13:44 modtog vi Rejsegarantifondens krav, bilag og erklæringer til brug ved indrapportering til fonden.
Påsken blev brugt til at indsamle og færdiggøre nødvendige data. Tirsdag den 14.april 2020 kom revisor for at foretage alle revionsmæssige handlinger. Mandag den 20.april 2020 indsendte revisor alle dokumenter til Rejsegarantifonden. Fonden skulle herefter refundere vores gæster for annullerede rejser.
Pludselig og ud af det blå meddeler Rejsegarantifonden tirsdag den 21.april 2020 kl. 18:22, at Simon Kollerup ved en Bekendtgørelse har ændret grundlaget for hjælpepakken radikalt.
Onsdag den 22.april 2020 kl. 09:29 skriver Rejsegarantifonden til os ” Jeg skal oplyse, at vi desværre må afvise jeres ansøgning om refusion vedrørende pakkerejser, der er aflyst pga. COVID-19.” Fonden skriver også “Vi ville ønske, at hele denne proces havde haft et mindre kaotisk forløb”.
Simon Kollerup – du gør grin med vores gæster, der venter på en tilbagebetaling – du gør grin med de hårdtarbejdende medarbejdere i Rejsegarantifonden – du gør grin med os.
Nu kommer der nye vejledninger, igen igen – men det venter vi ikke på – det skulle ikke undre, om Erhvervsminister Simon Kollerup laver endnu en kovending, og der kommer en yderligere ny vejledning senere.
Vi starter selv tilbagebetalingen af alle rejser mandag den 27.april 2020.
Opdatering søndag den 19.april 2020 kl.:15.50
Status for vores rejser i foråret 2020 og derefter er lige nu således:
Rejser med udrejse fra 14.marts til og med 13.april 2020
Vi bruger hjælpepakken ”Styrkelse af Rejsegarantifonden” til udbetaling af gæsters tilgodehavender. Vi har valgt rent praktisk, at Rejsegarantifonden udbetaler direkte til alle vores gæster.
Tirsdag den 7.april kl. 13:44 modtog vi den vejledning, der skal bruges til indrapportering til fonden.
De nødvendige data har vi bearbejdet i påsken.
Tirsdag den 14.april kom vores revisor for at foretage de nødvendige kontroller og revisionsmæssige krav.
Efter godkendelsen indsender revisor rapport og data til fonden. Dette sker i morgen mandag den 20.april.
Derefter udbetaler fonden direkte til vores gæster. Vi kender ikke til fondens ekspeditionstid.
Rejser med udrejse fra 14.april til og 10.maj 2020
Verden er fortsat malet “orange” og alle rejser i perioden er annulleret. Vi indsamler lige nu de nødvendige data, herunder bankoplysninger, til brug ved tilbagebetaling af gæsters tilgodehavender.
Hjælpepakken “Styrkelse af Rejsegarantifonden” er dags dato ikke forlænget og i dette øjeblik er rejserne dermed ikke omfattet af denne.
Vores gæster får stadig deres indbetalinger retur, enten fra os eller eventuelt fonden.
Dette vil ske så hurtigt som muligt.
Rejser med udrejse fra 11.maj 2020 og derefter
Ved en annullering af en rejse gælder vores normale afbestillingsbetingelser.
De fleste medarbejdere er hjemsendt med hjælp fra Folketingets hjælpepakker. Er der spørgsmål, så kontakt os på info@green2green.dk eller ring 86114955, alle hverdage mellem 10:00 og 14:00.
I øvrigt – vi “står stadig op” og ser frem til at ”åbne” verden igen på den anden side……
Pas på jer selv – og andre!
Med venlig hilsen
Peter Grinsted – direktør