I 2018 høstede Le Golf National international anerkendelse for deres værtskab ved Ryder Cup, og nu venter De Olympiske Lege i sommeren 2024 samme sted. Du kan opleve de prestigefyldte baner, mærke magien og gå i stjernernes fodspor.
– Når du først er trådt ind på banen, glemmer du det aldrig igen!
Sådan siger Philipe Pilato, der siden 1994 har arbejdet som General Manager hos Le Golf National.
Som en fast del af verdens top 25 golfbaner har det imponerende franske golfresort tiltrukket golfspillere fra hele verden – og både Open de France, De Europæiske Amatørmesterskaber og The Eisenhower Trophy er blevet afholdt på det smukke resort lidt uden for Paris.
Verden fik dog for alvor øjnene op for Le Golf National i 2018, da klubben var vært for Ryder Cup – med det europæiske hold som vindere, hvilket har gjort destinationen til en del af de fleste golfspilleres bucketlist.
– Det var en once in a lifetime-oplevelse. Le Grand National er udformet, så man får en særlig stadionfornemmelse – det er som en stor arena. Der var 50.000 mennesker hujende og heppende, og alt det hårde arbejde kulminerede bare i den uge – det var for vildt, fortæller Philipe Pilato.
Ryder Cup-banen l’Albatros, er tegnet af Robert von Hagge og er blandt andet kendt for den dramatiske afslutning fra hul 15 til 18. Disse fire huller er omgivet af vand og er med til at gøre Albatros-banen til en af Europas absolutte topbaner.
– Mange vil nok huske tilbage på Rory Mcllroys og Tiger Woods’ helt vidunderlige slag på banerne, og når du spiller her, føles det ikke normalt. Det er en helt særlig følelse at gå i stjernernes fodspor, siger Pilato.
OL venter forude
De to mesterskabsbaner, Albatros og Aigle Course, er både krævende og en sand nydelse for enhver golfspiller. Med få bunkers, brede fairways og særdeles velholdte greens tager Le Golf National dagligt imod gæster, der vil udfordre sig selv og smage en bid af historien.
– Le Golf National laver mange forskellige ting, og vi byder alle typer spillere velkomne. Vi har mesterskabsbanerne, en syv hullers træningsbane, to driving ranges og et chipping område. Vi har også golfskoler og et center og akademi for den franske golforganisation. Hvis man elsker golf, passer man godt ind her, fortæller Philipe Pilato.
Han har mærket den stigende interesse for golfresortet efter afholdelsen af Ryder Cup – og værtskabet til den kommende OL-turnering.
– Det bliver den eneste golfbane, der både har haft Ryder Cup, OL og Open de France. Når du er ved første tee, kan du mærke og dufte ånden. Alle de bedste spillere har været her, forklarer Philipe Pilato, der i 2024 har fordoblet antallet af greenkeepere på resortet for at sikre den høje kvalitet på banerne under sommerens OL.
– Normalt har vi 30 greenkeepere, men fra begyndelsen af marts har vi 45. Fra juli har vi 100, der kommer fra hele verden. De fleste af dem har været her før – til Ryder Cup eller til Open de France, så de kender banen og kan hurtigt sætte i gang. Vi ved, at det bliver særdeles krævende at afholde OL, fordi alt skal stå snorlige to uger i træk, fortæller Philipe.
Over 60.000 spillere gæster hvert år Le Golf National – heraf mange af verdens bedste – og det er der en helt særlig årsag til, ifølge den daglige leder.
– Hvis du kommer og spiller, vil du aldrig glemme det. Det er creme de la creme. Nogle steder kan du ikke helt huske, om du har spillet, men Le Golf National brænder sig ind i din hukommelse. Stedet er smukt, og historien gør det til noget helt særligt, fortæller Philipe.
Hvis du vil gå i de professionelles fodspor, så har du chancen i efteråret 2024 med green2green.
Læs mere om mulighederne for en golfrejse til Le Golf National her.