Lotte Vind har spillet golf siden årtusindeskiftet, og sammen med sin mand, Torben Vind, nyder hun at rejse afsted som matchleder på green2greens ture sydpå. Her deler hun ud af sine mange skønne rejseoplevelser.
Med base i Silkeborg er Lotte Vind medlem i Himmelbjerget Golfklub, og her nyder hun særligt det sociale aspekt ved sporten, der har bragt hende vidt omkring efterhånden.
– Jeg er en knold til at spille golf, men jeg synes, det er sjovt – jeg kan godt lide det, fortæller Lotte, der nyder rollen som matchleder hos green2green.
– Det er et rigtig godt pensionistjob, og så finder man ud af, at alle mennesker er gode mennesker – ens fordomme bliver lagt lidt ned, for man bliver altid modbevist, fortæller hun.
Lotte og ægtefællen Torben er primært matchledere på ture fra Billund, Aarhus samt Aalborg Lufthavn til Sydspanien, men golfen har bragt dem vidt omkring, og her deler Lotte ud af nogle af sine oplevelser på de mere eksotiske destinationer.
Meget mere end golf
Noget af det vigtigste for Lotte, når hun drager afsted på golfferie er, at man får noget ekstra udover golfen; smuk natur, spændende kultur og godt selskab er afgørende for den gode rejseoplevelse, ifølge matchlederen.
– Jeg elsker, hvis der er indlagt nogle aktiviteter undervejs på turene. Når vi er afsted på matchture, så hjælper jeg selvfølgelig med alt det praktiske, og når der er tid, nyder jeg at få snakket en masse med gæsterne. Ofte kan jeg huske, hvad gæsternes børnebørn hedder, hvis de er afsted for anden gang, fortæller Lotte om sin rolle på rejserne, der også inkluderer at holde styr på ugens turneringer, scorekort og generelt at skabe rammerne om en skøn tur for gæsterne.
– Vi er jo bare sammen, fra vi står op, til vi går i seng – det er rigtig hyggeligt, og der bliver grinet og smilet igennem, fortæller Lotte om de sociale matchture, hvor der er plads til alle uanset niveau, alder og civilstatus.
Du kan se green2greens matchture her.
Safarigolf i Sydafrika
Lotte og Torben har blandt andet rejst med green2green i Spanien, Portugal, Mauritius, Argentina og Chile, men særligt Sydafrika står tydeligt frem, når hun mindes nogle af de største golfoplevelser.
– Vi var på en 12 dages tur i Sydafrika, hvor kombinationen af safari og golf var helt speciel. Man får også en kulturel indsigt ved at tage på de her ture, fortæller Lotte.
Turen startede i Cape Town, hvorfra selskabet oplevede Table Mountain, Kap Det Gode Håb og Boulders Beach.
Herefter gik turen videre ad naturskønne Garden Route, og der var selvfølgelig også plads til masser af golf og en vaskeægte safaritur undervejs.
– Det var jo helt fantastisk flot, og det hele blev så kombineret med opholdet på Sydafrikas bedste golf resort, Fancourt Hotel og golf på Montagu, Outeniqua, The Links og Pinnacle Point, fortæller Lotte Vind.
Pinnacle Point er en bane designet i samarbejde mellem Darren Clarke og Peter Matkovich. Banen åbnede i 2007 og er flere gange kåret til en af verdens 10 smukkeste baner, hvilket da også gjorde indtryk på selskabet, da Lotte og Torben var afsted.
– Pinnacle Point er nok den flotteste bane, vi har spillet på. Der var hav på tre sider, en vidunderlig udsigt og man kunne se skilte med ordlyden: ”Beware of the snakes.” Det kunne godt afholde en fra at lede i buskadset efter sin bold, fortæller Lotte.
Meget mere i vente
Selvom Lotte efterhånden har været vidt omkring, så er både golf- og rejselysten intakt. Hun glæder sig således allerede til at komme afsted på sin næste matchtur, hvor nye relationer skal formes i selskab med andre golfglade gæster.
– Vi får jo en fantastisk masse oplevelser, vi ikke ville have fået ellers – både af menneskelig og golfmæssig karakter. Vi får set en masse steder, og vi har da også fået flere venskaber på den konto, siger Lotte Vind.
Hvis du er fristet af en skræddersyet golftur til Sydafrika, så kan du se et udvalg af green2green-rejser lige her.