Generelt

Dette er en oplevelse af de helt store!! Argentina og Chile er langt væk fra Danmark og “livet” er også anderledes. Vi skal se, høre, smage, føle en helt anden verden.

Vær med til at opleve de 2 spændende lande i det sydligste Sydamerika. Rundrejsen giver indblik i historie, kultur, religion, mad, VIN, dyr, fugle, fauna, landskab, bjerge – og – folkeslag. Kombineret med gode hoteller og spændende golfbaner bliver det en super rejse!

Torben Vind er rejseleder. Torben har rejst til mange hjørner af denne verden, men Sydamerika er en “jomfrurejse”. Erfaringerne fra mange, mange ture skal dog nok lede gruppen helskindet igennem alle nye lande og oplevelser.

Oplevelsesturen starter i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, bringer os videre med indenrigsfly til vinbyen, Mendoza, og herfra med bus over og gennem de fantastiske Andes bjerge til Chiles hovedstad, Santiago. Hjemrejsen starter fra Santiago via Buenos Aires og Amsterdam til henholdsvis Aalborg, Billund og København.

Rejsen gennemføres ved minimum 15 deltagere og 1 rejseleder. Der er maksimalt plads til 23 deltagere og 1 rejseleder.

Flyrejsen

Flyrejsen fra Danmark er med KLM via Amsterdam til Buenos Aires/fra Santiago:

Udrejse
Tirsdag 13. november 2018 København til Amsterdam 17:20-18:50
Billund til Amsterdam 18:35-19:50
Aalborg til Amsterdam 18:00-19:15
Onsdag 14. november 2018 Amsterdam til Buenos Aires 20:55-06:45
Hjemrejse
Tirsdag 27. november 2018 Santiago til Amsterdam 12:45-10:00
Onsdag 28. november 2018 Amsterdam til København 15:05-16:25
Amsterdam til Billund 12:15-13:20
Amsterdam til Aalborg 12:05-13:25

Ankomst til Buenos Aires er onsdag 14. november 2018. Hjemrejsen fra Santiago til Amsterdam er via Buenos Aires, hvor der er et teknisk stop. Ankomst til Danmark er onsdag 28. november 2018.
Tilladt bagage 23 kg kuffert, 23 kg golfbag og 7 kg håndbagage. Den nævnte bagage er betinget af medlemskab af KLM Flying Blue bonussystem.

Hotellet

Vi bor kun på dejlige og gode hoteller.
Alle dagene er med morgenmad. Flere middage og frokoster er med i rejsens pris og kan ses i dag-til-dag programmet.
Vi bliver 5 nætter i Buenos Aires - bemærk, at vi får vores værelser ved ankomsten om morgenen. Vi sover 4 nætter i vinhovedstaden, Mendoza. Og endelig 4 nætter i Chiles hovedstad, Santiago.
Prisen er baseret på dobbeltværelser - enkeltværelse mod tillæg.

Her er links til vores hoteller:
Amerian Buenos Aires - 5 nætter -
er et godt hotel med den perfekte beliggenhed i centrum af Buenos Aires og dermed i gå-afstand til mange attraktioner. Hotellet har 152 værelser, en fin lille bar og "livet" er lige uden for døren.
Amerian Executive Hotel - 4 nætter - et dejligt hotel i Mendoza, med 70 værelser.
Castillo Rojo Boutique Hotel - 4 nætter - er et yderst charmerende hotel, hvor ingen af de 19 værelser er ens. Igen er beliggenheden helt i top og der er let adgang til området, Bellavista, hvor der findes utallige restauranter, butikker mm.

Golfbanerne

Golfsporten er faktisk rimelig gammel i Argentina / Chile og der findes mange golfbaner. Og især Argentina har fostret mange topspillere. Det er fortsat en noget dyr og lukket sport, forbeholdt de mere velstillede i begge lande. Ikke alle, men de fleste klubber er modtagelige for greenfee gæster, endda til "rimelige" priser.

De fleste golfbaner er fremragende. Traditionerne er selvfølgelig anderledes og det kommer vi til at opleve! Der er trolleys med til alle runder. På flere af banerne kan der lejes en golfbil, eller hvad med en lokal caddy! Der er normalt en mindre tilhørende proshop, hvor enkelte logoartikler kan købes, men forvent ikke det store udvalg.

Vi spiller hele 6 runder golf på meget forskellige baner.
Highland Park GC - med trolley
Pilara Golf Club - med golfbiler
San Eliseo GC - med golfbiler
Tupungato Winelands GC - med trolley, måske enkelte golfbiler
Club de Campo Mendoza GC - med trolley
Hacienda de Chicureo - med golfbiler

Spilletidspunkter og holdsammensætninger oplyses af Torben Vind, og planlægges så der er mest mulighed for afslapning. Der spilles efter et hjemmelavet handicapsystem og selvfølgelig er der præmier til de dygtige.

Transport

Vi skal både køre i bus og flyve med indenrigsfly fra Aerolinas Argentinas.

Ekstra

Middage mm
Der er morgenmad alle dage - mange dage også middag og frokost. Der kan forventes en masse "kød"! Man er ikke tvangsindlagt til alle middage og der er fuld forståelse for ønsker om aftener i "ensomhed".

Udflugter
Denne store rundtur indeholder masser af oplevelser med mennesker, kultur, historiske steder og vin. Guider fortæller livligt om skikke, traditioner, historie, endda politik.
Nævnes skal her:
Sightseeing i Buenos Aires
Tango Show med middag
Besøg på markeder
Sightseeing i Mendoza
Vintur
Sightseeing i Santiago
Vintur
OG ikke at forglemme
Køreturen fra Mendoza til Santiago, op og ned ad Andes bjergene, herunder stop ved Sydamerikas højeste bjerg på mere end 4.000 meter.

Guide
Under hele rundrejsen følges vi af lokale guider - en for hver af de 3 overnatningssteder. Guiderne taler engelsk - og spansk - og de sætter en ære i at fortælle livligt om alt hvad landene har og svarer beredvilligt på alle spørgsmål. Vi kan ikke være i bedre hænder.

Turleder

Torben Vind

Pakken indeholder

  • Flyrejsen fra Danmark via Amsterdam til Buenos Aires og hjem igen fra Santiago med KLM
  • Transport af kuffert, golfbag og håndbagage ved medlemskab af KLM Flying Blue
  • 13 nætter på de valgte hoteller i dobbeltværelse
  • Morgenmad alle dage og flere dage med middag/frokost, uden drikkevarer
  • 6 runder golf med trolley eller golfbil - matcher, præmier mm
  • Udflugter og sightseeing
  • Transport i bus og fly
  • Guideservice

Rejsen indeholder ikke:

  • Drikkepenge
  • Forsikringer
  • Kost udover det nævnte
  • Drikkevarer
  • Personlige omkostninger

PRIS I DOBBELTVÆRELSE DKK 29.950 PER PERSON

 

Rejseplanen

Tirsdag 13. november - Vi flyver fra København, Aalborg og Billund lufthavne mod Amsterdam, hvor vi mødes inden den videre rejse kl. 20:55 til Buenos Aires. KLM byder under rejsen på måltider og drikkevarer.

Onsdag 14. november - Efter ankomsten kl. 06:45 til Buenos Aires kører vi direkte til vores hotel, hvor der er tidlig tjek-ind. Formiddagen giver mulighed for en tiltrængt lur! Om eftermiddagen lægger vi hårdt ud med sightseeing, hvor vi skal lære Buenos Aires at kende. Frokost for egen regning. Om aftenen er fælles middag på lokal restaurant  indeholdt. Overnatning på Amerian Hotel.

Torsdag 15. november - Efter morgenmaden kører vi mod Highland Park GC, hvor den første golfoplevelse venter. Highland Park GC er en smuk bane, og en del af Highland Park Golf & Country Club, en meget privat og eksklusiv klub for de bedre stillet. Frokost og middag for egen regning. Overnatning på Amerian Hotel.

Fredag 16. november - Efter morgenmaden venter endnu en runde golf. Denne gang på Pilara Golf. Banen er designet af Jack Nicklaus og det skulle gerne betyde kvalitet og udfordringer! Efter frokost, for egen regning, kører vi tilbage til hotellet. Om aftenen skal vi nemlig til tango show, det berømte Esquina Carlos Gardel Show, med inkluderet middag. Overnatning på Amerian Hotel.

Lørdag 17. november - En fuld fridag til at opleve Buenos Aires. Der er meget at se! Frokost og middag for egen regning. Overnatning på Amerian Hotel.

Søndag 18. november - Formiddagen bruger vi på at besøge markedet i San Telmo og efter en kop kaffe/kold øl og måske lidt indkøb, fortsætter vi til den sidste runde golf i Buenos Aires på San Eliseo GC. Roberto de Vicenzo har kaldt banen " the golf course of my dreams". (Håber ikke at det var et mareridt!) Banen har været en del af Latinamerican PGA Tour. Overnatning på Amerian Hotel.

Mandag 19. november - Vi spiser morgenmad i ro og mag, og kører derefter til indenrigslufthavnen, hvor flyet til Mendoza venter, med afgang kl. 15:50. Det er en flyvetur på ca. 2 timer. Frokost og middag for egen regning. Overnatning på flotte Executive Hotel.

Tirsdag 20. november - Hele dagen bruges på en "vinoplevelse", hvor vi besøger flere vingårde - og selvfølgelig smager deres produkter. Frokost er inkluderet. Middag om aftenen for egen regning. Overnatning på Executive Hotel.

Onsdag 21. november - Vi spiser morgenmad og kører derefter den korte tur til Club de Campo Mendoza GC. Vi spiller den 4. runde golf på denne behagelige lokale bane. Frokost og middag for egen regning. Overnatning på Executive Hotel.

Torsdag 22. november - Dagen står igen på golf - og denne gang en spektakulær oplevelse. Vi kører en lidt længere tur mod syd, forbi vingårdene, og skal spille en golfbane beliggende i fantastiske omgivelser. Udsigten er imponerende. Efter runden er der BBQ med vine. Overnatning på Executive Hotel.

Fredag 23. november - Vi forlader Mendoza og kører den betagende bustur til Chiles hovedstad, Santiago. Turen går langsomt op til store højder i Andes bjergene og spektakulært ned ad til lavlandet igen. Turen skal opleves, den kan vanskeligt beskrives. Frokost og middag for egen regning. Overnatning på Castillo Rojo Hotel.

Lørdag 24. november - Efter morgenmaden har vi en travl og spændende dag. Formiddagen bruges på city-tour i Santiago. Efter indeholdt frokost bruges eftermiddagen på vinbesøg. Vi kører til Vina Santa Rita nær Andes bjergene. Efter en grundig rundvisning er der selvfølgelig vinsmagning. Middag for egen regning. Overnatning på Castillo Rojo Hotel.

Søndag 25. november - Vi skal også spille golf i Chile. I dag går turen til en af landets absolut bedste baner, Hacienda de Chicureo. De første 9 huller er ret flade, de sidste 9 mere bjergrige. Vinden kommer dog i spil på alle huller. Frokost og middag for egen regning. Overnatning på Castillo Rojo Hotel.

Mandag 26. november - Inden vores lange hjemrejse har vi en fridag til at udforske Santiago. Frokost er for egen regning, men om aftenen har vi "festmiddag" med præmieoverrækkelse. Overnatning en sidste nat på Castillo Rojo Hotel.

Tirsdag 27. november - Det er dagen, hvor vi begynder hjemrejsen. Morgenmaden indtages i fred og ro. Derefter køres mod lufthavnen i Santiago, hvor der er afrejse kl. 12.45 mod, i førtse omgang, Buenos Aires. Vi beholder vores pladser på flyet, men i Buenos Aires er der et teknisk stop, hvor vi dels kan strække benene i "transit" og hvor der dels kommer nye passagerer om bord. Kl. 16.40 flyves der mod Amsterdam.

Onsdag 28. november - Efter lidt eller nogen søvn er der ankomst i Amsterdam kl.10.00. Her er det tid til farvel, gruppen deles og flyver videre til Aalborg, Billund og København!

TAK FOR EN GOD TUR!
For god ordens skyld - ændringer kan forekomme.

Bestilling

Vælg udrejsedato i kalenderen.

I dag
Valgte
Ledige
Ikke ledige

Argentina

ArgentinaLæs mere

Sydamerika

SydamerikaBrasilien og Argentina. I Sydamerika bliver du mødt med livsglæde og gæstfrihed i to af verdens mest fascinerende lande. Brasilien og Argentina er et naturligt paradis med bl.a. verdens største regnskov og flodsystem ”Amazonas”, verdens største vandfald Foz do Iguacú og fuld af aromaer, farver og kulinariske glæder. Spændende og eksotiske storbyer, hyggelige fiskerlandsbyer og Læs mere